En kvinde vil ikke há dit hoved, men dit hjerte

Hvis du vil ind i hende, og meget dybere en du nogen sinde har været før, opdage livets hemmeligheder og finde universets uendelige kærlighed, så lad din ide om dig selv dø i hendes arme. Lad hende holde dig tættere end du kan forstille dig, lad hende smelte alle dine masker og finde din sande maskuline sårbarhed. Det er den kraft hun søger i dig. For når du er der kan du virkelig se hende uden at vakle og hun kan gi sig selv lov til det, som hun har længtes efter, så umådeligt længe - nemlig at gi slip på hele hendes smukke vanvid, der som en sårbar, men kraftig storm er blevet holdt tilbage i hende. Holdt tilbage så længe, så hendes krop nærmest ikke mere, kan huske sandheden. Sandheden om, at hun indeholder himmelen og jorden, med al dens liv, inde i sig. At hun råder over liv og død, og at denne indsigt har skabt frygt omkring hende og hendes søstre og hun selv er begyndt at tro på, at der er noget at frygte. Tiden er dog kommet. Kommet til at noget kalder på hendes dybe urokkelige intelligens. Hendes forståelse for alt levende og hende moderlige kærlighed, der kan smelte al sorg væk. Tiden er kommet til, at han ikke mere er bange for hende, fordi han ved, at det ikke ham der dør i hendes nærvær, men kun hans ide om ham selv. Tiden er kommet til, at de vågner fra deres tusindårssøvn, og sammen skaber et nyt paradis.